Endelig kom dagen hvor vi skulle på trek…..en af de ting vi havde glædet os rigtig meget til at prøve.

Her vinker vi farvel til Aura og Sabine inden vi begiver os ud på den første dags 22 km.

Inden vi startede turen havde vi forventet heldagsregn, så vi var megaglade, da det slet ikke regnede de første mange timer på vores tur. Her kommer vi forbi en masse rismarker.

Her har vores guide lige vist os et træ, som bruges til at lave Tigerbalsam fra. Han hedder forøvrigt Shyam og er født og opvokset i Burma, men har nepalesiske forældre.
Her er vi på vej ind i den første landsby på vores tur. Alle byen har et kloster og her ligger det lige da vi kommer ind i byen

Børnene i skolen har lige fået fri til at gå hjem at spise, så der kom ret mange børn gående imod os.
Ja, vi så også lige et par munke på knallert smiley

Nu da børnene ikke var i skolen, gik vi ind og skrev en hilsen til dem på tavlen. Vores guide fortalte os, at lærerne formentlig ikke engang kunne engelsk og forstå, hvad vi havde skrevet.

Her bliver Bo undervist i noget af Burma’s historie. Nogen undrer sig måske over, at vi kalder det Burma, når det rent faktisk hedder Myanmar. Men navnet Myanmar er ikke noget befolkningen bifalder, så de kalder sig selv for burmersere og der arbejdes faktisk på, at landet igen skal hedde Burma.

Mens vi stadig var på skolen, kom nogle af børnene tilbage….tror de var lidt nysgerrige.

Her får vi frokost og mens vi sad og spise, væltede det ned med regn. Så vi ventede pænt til det stilnede af og vi kunne gå videre.

Her er køkkenet, hvor vores guide havde tilberedt frokosten.

En del af turen foregik på jernbanesporet. Faktisk var det lidt hårdt at hoppe fra svelle til svelle.

Og selvfølgelig kom der også et tog mens vi gik der…..og der var ikke meget plads til at stå på siden af toget. Faktisk måtte vi dkke os, da den sidste vogn kom, da der stod nogle jernlåger åbne.

Da det var blevet tid til en pause, kom vi ind på en togstation.

Og ja, her sidder vi så på “caféen” sammen med deres vasketøj smiley Igen begyndte det at regne rigtig meget og vi afventede lige lidt stilstand inden vi skulle gå videre.

Her bruger vi ventetiden på at få forklaret, hvordan man laver en pakke med betelnød, som de fleste i Burma ynder at gå og tygge på. Først tager man et Betelnødblad og så smører man limejuice på og derefter hakket betelnød. Derudover drysses en masse forskellige smagsvarianter på. Dette tygger de så på, ligesom vi ryger cigaretter. De får dog de grimmeste røde tænder og de fleste har også allerede i en meget ung alder, mistet mange af deres tænder. Vores guide har de flotteste hvide tænder og har ikke lyst til at ødelægge sit flotte smil med betelnødder.

Vi var så heldige, at der kom et tog ind på stationen, mens vi ventede på tørvejr, så vi fik mulighed for at se hvordan hele stationen blev forandret i løbet af få sekunder. Fra at der stort set ikke var nogen, til at den blev fyldt med sælgere og passagerer.

Det endte med at regnen stoppede og vi kunne gå det sidste stykke til den landsby vi skulle bo i. De fleste trekkingbureauer går i store grupper og så sover de på klostre. Vi havde valgt at gå alene med vores egen guide og vores bureau brugte homestay i stedet. Så her ses rummet vi skulle sove i….faktisk familiens bederum, hvor husalteret stod. Ja, vi var glade for at sove på et repos, da der lige pilede en lille rotte ind over gulvet lige inden vi skulle sove.

Byen vi sov i, havde ikke elektricitet, så huset eneste lampe i vores rum fik strøm fra et bilbatteri.

Toilettet var i baghaven….godt man ikke er blevet natpisser endnu

Her er badeværelset. Vi valgte dog at tage en etagevask med babyservietter i stedet smiley

Og dette er køkkenet

Det havde regnet hele natten og da vi skulle afsted næste morgen regnede det stadig…..faktisk regnede det hele dagen. Så ja, vi var ret våde meget hurtigt og de fleste veje så sådan ud eller værre. Så vi havde også våde sokker og mudrede sko. I startede prøvede vi at undgå mudderet, men til sidst opgav vi og vadede bare igennem.

Og da det regnede så meget, fik vi stort set ikke taget nogen billeder, da vi var bange for at ødelægge vores kamera, hvis det blev for fugtigt. Lidt ærgerligt, da vi gik igennem de flotteste områder og alle mulige forskellige slags marker.

Her står vi ved en chilimark….som der var rigtig mange af.

Og selvom det regnede rigtig meget, lå der chili til tørre alle steder.

Vi kom også igennem en lille landsby, hvor disse damer sad og vævede tasker og tørklæder. Efter at have drukket en masse af deres te og spist deres snack, blev vi nød til at købe noget. Så jeg købte 2 tasker til 35 kr. i alt. Super billigt, når man tænker på, at de havde taget 7 dage at lave.

Ca. 5 km før vi kom frem til 2. dagens overnatningssted tog jeg lige et styrt ned af en skrænt, da der var ret glat. Faktisk var det anden gang jeg stod på røven denne dag. Men denne gang fik jeg både vredet knæet og vrikket om på anklen. Det virkede dog ikke så slemt, så vi skyndte os at gå videre, mens foden var varm.

Så vi nåede frem og ja, jeg var mega beskidt. Når man har lagt sig i mudderet 2 gange samt gået rundt i det, bliver man meget beskidt.

Så da vi var vel ankommet, måtte vi lige bruge et pænt stykke tid på at blive vasket nogenlunde rene.

Igen fik vi bederummet til at sove i og denne gang var det på 1. salen…..over kostalden.

Vi frøs lidt, så mutti i huset havde lavet bål til os i rummet ved siden af hvor vi skulle sove. Faktisk var vi så heldige, at hun rigtig gerne ville tale med os, så vi fik en hyggelig snak med hende (med vores guide som tolk). Hun var mor til 6 børn og 9 børnebørn, for som hun sagde, fandtes der ikke kondomer da de var unge og så grinede hun. Hun havde heller ikke været ret langt hjemmefra. Hun var født og opvokset i byen og det længste hun havde været væk var Kalaw, som lå ca. 15 km derfra.

Bagefter fik vi bålet for os selv og det lykkedes til sidst at få varmen.

Her er udsigt fra vores morgenmadsbord.

De fleste her i Burma er malet med noget gult pulver. Dette hedder thanakha. De bruger det både som sminke og til at beskytte sig mod solen. Og dette synes vores guide også jeg skulle prøve.

Synes nu det beskytter mere mod solen smiley

Da min ankel var stor som en bordtennisbold, valgt jeg at tage en bil resten af vejen…..eller jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal kalde den. Det var ikke muligt at få en taxa ud til byen, så en af de lokale beboere havde dette køretøj og tilbød at køre mig. Jeg måtte dog betale 150 kr. for turen, hvilket er mange penge her i Burma. Men så har jeg også sponseret lidt til byen. Turen gik meget langsomt og var meget bumpet…..men jeg kom dog en time før Bo og guiden. De skulle gå 16 km og bilen kørte nok en anden og længere vej.

Der var ikke spinkler på, så det var bare at starte vinduesviskerne og så hælde en vandflaske på. Og her ses ventilationssystemet.

Efter en lille times kørsel skulle vi have pause. Og her var der rigtig mange mennesker

Jeg fandt så ud af, at de ventede på “bussen”, da de alle skulle på marked. Hende der er på vej op, har et lille barn på ryggen.

Mens jeg bumlede ned af bjerget gik Bo og guiden afsted i et super tempo. Faktisk var det rekord for guiden, da de nåede frem på 3 timer. De nåede dog at tage dette billede.

De mødte også disse gutter. Bo gav dem en bar hver, så de var super glade.

De fik også tid til at kigge på store edderkopper

Vi sluttede turen af med en god gang frokost og super flot tilberedte frugter.

Bo forærede sine sko til guiden, som blev super glad. Han havde gået turen i et par gamle slidte lærredsstøvler med en tynd gummisål.